Til Redaktøren

Tak for indblikket i det høje intelekt deres hjemmeside er i besiddelse af, jeg vil naturligvis gøre brug af Deres ekspertpanel, hvis det bliver nødvendigt. NED MED coca-cola.

Allan

Kun sjældent nedstiger den danske EU-kommissær Poul Nielson til folket. Men forleden deltog jeg i et møde hos DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier),  hvor hr. Nielson holdt en tale på et kvarter. Det var iøvrigt en fornøjelse at møde en socialdemokrat, som var perfekt påklædt, med habit, moderigtig

hvid skjorte og manchetknapper. Jeg benyttede spørgetiden til at fremføre sagen om EU's kosttilskudsdirektiv, som træder i kraft  i 2005, og hvorefter 300 essentielle og vigtige kosttilskud forbydes og 5.000 præparater, hvor disse indgår, også vil forsvinde fra hylderne i helsebutikkerne. Jeg nævnte tilfældet med den kinesiske provins, hvor der var overhyppighed af kræft og hjertekar sygdomme, og hvor man konstaterede en markant forbedring efter at man begyndte at tilsætte selen i organisk form til landbrugsjorden. Jeg forklarede at selen i denne form bliver forbudt i EU fra næste år, og jeg refererede til eksperter inden for området, som siger, at dette er en katastrofe. Jeg nævnte, at årsagen givetvis et medicinalindustriens lobbyarbejde i EU's kommitteer, hvor man har haft held til at fortrænge naturlige kosttilskud i forhold til medicialindustriens kemiske produkter. Nelson sagde i sit svar til mig, at denne sag givetvis har gennemgået en årelang sagsbehandling med deltagelse af mange eksperter, og det vil være svært at omgøre den. Og så begyndte han at tale om tobakkens skadelige virkninger.

 

Han brugte også udtrykket "logik for vælgere," som en parafrase over udtrykket "logik for burhøns." - en åbenbar nedgøring af vælgerne.

 

Efter mødet gik jeg op til hr.Nelson, og overrakte ham en brochure for en bog om emnet. Jeg sagde, at hvis han var interesseret i det fremførte, kunne han læse videre her. Uden at svare, vendte han mig ryggen, og lagde brochuren ned til sine øvrige papirer.

 

 

 

Med venlig hilsen

Ole Gerstrøm

Bakkevej 7,  2950 Vedbæk

tlf. 4589 0795

 

Søbogaard Postens udsendte til Genbankskonference på Gotland

Poul fra Søbogaard var forhindret i at tage til genbankskonference på Gotland om bevarelse af gamle husdyrracer. I stedet ringede han og bad mig tage af sted. Problemer med at komme ud af døren med så kort varsel. Mærkede et stykke med bart på vej op til perronen på Middelfart station. Begynder nu for alvor på min krop, at mærke, hvor magert det er at holde gamle husdyrracer. Havde åbenbart i skyndingen glemt at tage livrem på. Problemer med bagage - mappe, fototaske og to bæreposer - og samtidig holde bukserne oppe.

Ankom planmæssigt til Kastrup, skulle skifte til et andet tog mod Malmø. Var bange for helt at tabe bukserne, hvis ikke maven ekspres blev fyldt op. Sprang kvikt op ad rulletrappen - desværre ingen økomad i ankomsthallen. Fik i stedet langet et par hotdogs over disken i fastfoodbaren. Nåede at springe på toget. Alt optaget, så jeg måtte stå. Pølserne havde dog en underlig kunstigt røget smag. Godt man havde et par søbogaard- Æseløller med i muleposen til at skylle efter med. For alvor problemer med bukser, bagage og øldrikning, da konduktøren skulle se billet. Smart med 14 lommer i den nye jakke, men svært at finde den rette, når man står i en presset situation. Konduktøren utålmodig. Fandt endelig til sidst den lille, altafgørende krøllede lap. Tørrede angstens sved af panden, og opdagede, at jeg var gået glip af udsigten over Øresund. Tænkte på, at jeg skulle løse ny billet fra Malmø over Stockholm til Nynäshamn, hvorfra færgen til Gotland sejler. Pouls koksfyrede hjemme-pc kunne ikke hitte ud af, om det var kl. 12.36, eller det var kl. 13.14, toget afgik fra Malmø.

Fandt snart billetkontoret på Malmø station. Opdagede også efter længe at have stået i kø og kæmpet med besværlig bagage og bukser, at man skulle have trukket købillet for at købe billet. Måtte derfor begynde forfra i køen, som i mellemtiden var blevet endnu længere. Klokken nærmede sig med uhyggelig hast 12.36! Endelig blev det min tur. Sødt imødekommende smil fra damen ved skranken. Hun havde sikkert ikke kunnet undgå at lægge mærke til mine besværligheder, hver gang køen rykkede, og jeg måtte hanke op i alt det, der skulle hankes op i. Hendes chokoladebrune hudfarve afslørede tydeligt, at hun næppe var indfødt svensker. Jeg ved ikke, om det var det, eller det blot var fordi jeg ikke i umindelige tider havde hørt skånsk, men omsider forstod jeg dog, at jeg ikke kunne betale med Søbogaards danske kroner. Jeg skulle ud i forhallen for at veksle, hvad den rare dame åbenbart adskillige gange havde forsøgt at forklare mig. - “Jamen mit tog er jo ved at køre, hvis det er det der skal afgå kl. 12.36, forsøgte jeg mig, og hvis ikke jeg når frem til færgehavnen i tide.......”. Damen var allerede i gang med næste kunde, så jeg orkede ikke at afvente svar på mit spørgsmål, men strøg ud i forhallen og ønskede, at jeg havde været født som en hindugud med flere arme til at hanke op i dit og dat. Vekselautomaten kunne kun tage 50 kr. ad gangen, og der var også kø. Spurgte om vej til bank. Fik omsider vekslet, mens jeg på uret så viseren stå på 12.36. Her stod jeg altså og vekslede uden at vide, om løbet var kørt!

På vej tilbage til billetskranken så jeg med nogen lettelse, at køen var væk. Billetdamerne så smilende på mig og hviskede hinanden noget i øret, mens jeg nærmede mig. Sikkert nok: - “Så, nu kommer ham den forvirrede dansker, der er ved at tabe bukserne, tilbage igen!” I den situation havde man gerne været en forædt svinebaron med moderne produktion, som havde sat lidt mere sul til at holde bukserne oppe på. Heldigvis kunne de rare billetdamer, som nu på den modsatte side af skranken stod i kø for alle at være med til at betjene mig berolige med, at det først var kl. 13.14 det rigtige tog skulle afgå.

Toget afgik planmæssigt. Der var kun enkelte andre passagerer. Til min skuffelse og irritation, gjaldt min pladsbillet til kupéens eneste plads uden vindue, endda i den række, hvor man “kører baglæns”. Endelig var jeg kommet uden for Ore Sogn og skulle se den store verden, ydermere med det betroede hverv at skulle rapportere til Søbogaard Posten, og så kunne jeg ikke se ud! Der var frie pladser nok, så jeg tillod mig at sætte mig på en anden plads med fint udsyn. Nu nød jeg det, og da vi kom til Lund station, kom der et par nye rejsende ind - den ene, en kraftig kronraget mand i cowboy-jakke og med mørke solbriller i panden samt en solid metalkæde om halsen, satte sig på den plads, som jeg havde reservation til. Ham nyttede det nok ikke at tage en diskussion op med, og pyt, jeg sad jo bedre på min nye plads, og der var stadig masser af frie pladser. Nu satte toget i gang igen, og snart øgedes hastigheden kraftigt. Banens buede strækninger var udført specielt med stærkt hældende kurver, så farten kunne blive optimal. Jeg var glad for, at jeg havde skiftet til en plads, så jeg kørte forlæns, for dette var noget der nok kunne konkurrere med den nye rutschebane i Tivoli! Den heftigt klappende lyd fra konduktørens tre tomme klædesbøjler på knagen indicerede også, at nu gik det rigtig stærkt. De kedelige flade marker med EU-monokulturer uden for vinduet, blev snart afløst af et mere varieret landskab med skiftevis store dunkle skove, venligt glinsende søer og udmarker med klippestykker stikkende op hist og her. Man kunne sandelig nok mærke, at man var uden for Danmark. Køerne på markerne var de samme stereotype amerikanske og franske kødkvægsdyr, som man kender hjemme fra. I et glimt så jeg dog et par gammeldags Rødkuller - røde svenske hornløse køer - bag et flettet træhegn - ved siden af var en mand i gang med at pløje på kryds og tværs mellem klippestykkerne med sin gamle grå Ferguson. Lidt bondekultur var der altså tilbage, kun jeg med en vis tilfredshed konstatere.

Efterhånden som vi standsede ved flere stationer, kom der også flere passagerer ind, og jeg måtte rømme min plads, da en anden havde reservation til den. Dette mønster fortsatte derpå i eet væk for hver station, så jeg hele tiden måtte pakke mig til et andet sted med min bagage. Og nu til pladser, hvor jeg kørte baglæns og som nævnt i en helvedes fart, mens de kurvede sving blev hyppigere og hyppigere. Havde man dog blot været en af de fine anerkendte avlere af gamle husdyrracer, som var budt til konference bekvemt pr. fly!

Selvom jeg altid har været søstærk og ikke bleg for vindstyrke 13, så kunne jeg mærke, hvordan denne befordring fik min mave til at skabe sig. Med jævne mellemrum vendte den skrækkelige hotdog tilbage i vulkanske stød. Til sidst måtte jeg ud og ofre til guderne. Al den fedme som skulle have afhjulpet mit bukseproblem forsvandt i et nu. Jeg vendte tilbage til kupéen og kunne ikke undgå at blive misundelig på de mange forhærdede svenskere: Helt uanfægtede sad de bare dér og døsede, læste avis eller mæskede sig med alskens mundgodt fra spisevognen, mens de kørte baglæns for fuldt knald, og toget voldsommere end nogensinde svingede fra side til side i kurver mellem klipperne, der var så stejle, at man tit så lige op i Vor Herres himmel. Jeg troede, at min sidste time var kommet!

Omsider gik toget dog ned i fart, og jeg kunne ånde lettet op. Vi var ved at nærme os Stockholm og kom over høje broer, hvorunder der sejlede store fragtskibe. Endelig var vi fremme ved centrum af den svenske hovedstad, og der var god tid til, at bussen til Nynäshamn skulle køre. Med mine sidste kræfter lykkedes det mig at komme gennem de mange ankomsthaller i flere planer. Jeg ville købe et bæger yoghurt til at få mavefunktionen normaliseret med. Det viste sig at være med “skovbær”, og magen til parfumeret stads skal man vist lede længe efter! Nå, ned kom det da, og virkningen var såmænd udmærket.

Hver bus udenfor havde sin egen “gate”, som om det var i en lufthavn. Efter at have trukket noget stockholmsk luft, gik turen videre i den behageligt affjedrede bus, og jeg var snart kommet nogenlunde til mig selv. På vejen var jeg så heldig at se et par elsdyr græsse i en skovmunding, og ombord på færgen fik jeg en dejlig plads i den forreste salon med panoramaudsigt, så jeg rigtig ville kunne nyde den smukke udsigt i aftensolens sidste skær. Snart viste det sig dog, at disse pladser var nummererede som i en biograf, og nu ankom folk som havde købt billetter til dem, men jeg var jo også blevet vant til at humme mig! Da jeg omsider var kommet ned i den bagerste ende af skibet, var den plads, som min billet gjaldt til, optaget. Jeg orkede ikke at argumentere, men fandt en fri stol ved et bord et andet sted, og fik så alligevel et glimt af den smukke udsigt, om end fra en lidt anden vinkel.

I øvrigt fik jeg organiseret en god Visby pilsner og en ægte Gotlandsburger, som jeg hentede ved baren. Jeg må nok have set noget lang ud i ansigtet, da jeg gik rundt og betragtede min opskårene burgerbolle, imellem hvis lag ekspeditricen blot havde slænget en hakkebøf mere eller mindre tilfældigt ind, så halvdelen hang uden for. Pludselig kom der i hvert fald en svensk herre hen til mig og spurgte, om ikke jeg var dansk? - Efter at jeg var gået til bekendelse, fortsatte han, “Ja, det anede mig, for det er altid det samme mønster, man kan iagttage, når danskere får en Gotlandsburger udleveret”. Med disse ord dirigerede han mig tilbage til skranken, og hen til en salatbar. Og fortsatte, “her på Gotland opbygger vi vor egen burger efter smag og behag, og læg mærke til bøffen - den er af rigtigt gotlandsk kød og ikke som i Danmark af pap!” Efter at have takket for rådet, gik jeg i gang med at kreere min egen personlige “Mc. Stig Burger” med udsøgt salat og dressing - uhm, hvor den smagte!

Færgen ankom til Gotland klokken 12 om natten, og der forestod en længere vandring fra havneområdet til hotellet i Visby. Under den problemfyldte færd blev jeg enig med mig selv om straks næste morgen at købe en ny livrem, koste hvad den ville. Efter flere gange at have spurgt om vej, kom jeg ind i den fascinerende middelalderby, der var præget af heftig aktivitet med musik og glædesråb fra de mange beværtninger. Endelig var jeg fremme ved hotellet, og jeg troede knapt mine egne øjne, da jeg trådte ind. Hér kunne restaurant “Kong Hans”, “Falsled Kro” og “Søllerød Kro”, og hvad de nu heder, godt gå hjem og lægge sig. Hallen var fyldt med de herligste antikviteter. Da adskillige andre var ved at tjekke ind, tillod jeg mig i mellemtiden at tage restaurationen - et rustikt muret middeladerrum med hvælvet loft, søjler og bonede ølandsfliser - i øjesyn. Man må sandelig sige, at der er stil over det, når der skal være genbankkonference!

Da det lidt efter blev min tur til at tjekke ind, kunne receptionisten ikke finde mit navn på computerskærmen. Jeg foreslog at lede under Poul Hansen eller Søbogaard, da det jo oprindelig var ham, der skulle have været af sted. Men forgæves, og en mere erfaren receptionist med mere computerkyndighed tog over. Jeg gjorde så opmærksom på, at jeg var en af deltagerne ved den store genbankkonference. Den havde ingen af receptionisterne nogensinde hørt om. “Er Du overhovedet sikker på, at Du er kommet på det rette hotel?” spurgte den ene og tilføjede overbærende, da jeg rakte mit konferenceprogram frem mod hende: - “Det må have været en ønskedrøm for Dig, at Du skulle bo hér”. Det viste sig, at jeg var kommet ind på Hotel Visby i stedet for Strand Hotel Visby længere nede ad gaden. På vejen derhen kom jeg forbi et værtshus med levende musik, der var så fyldt, så man skulle tro, at folk var presset ind med et skohorn. Det havde ellers været godt med en hjertestyrkning oven på den modgang, man havde haft. Endelig var jeg fremme ved det rette hotel, og der var bestemt intet at klage på, selvom jeg måske nok drømte lidt om det første hotel, mens jeg døsede ind.

Næste morgen havde jeg formiddagen til at tage den spændende hansestad i øjesyn og finde mig en passende bukserem, så jeg ikke skulle vække anstød under konferencen. Jeg slentrede forbi det ene smukke bul- eller bindingsværkshus rigere end det andet. Ruiner af byens mange middelalderkirker. Gammeldags butikker med flotte antikke skilte hængende ud over vejen. Man følte sig nærmest fuldstændig hensat til svundne tider, men alt var endnu lukket og ingen herreekviperingshandel i sigte. Fik at vide, at der lå en på torvet i den nye bydel uden for bymurene. Da jeg efter en længere gåtur kom dertil havde den heller ikke åbent. jeg klemte min næse flad mod butiksruden, hvor en dejlig livrem hang og så ud til blot at vente på, at jeg købte den. En dame fortalte, at det var en slags helligdag på Gotland, så butikkerne ville åbne sent, men indkøbscenteret nok allerede kl. 10.00. Det gjorde det ikke - først kl. 11.00. Da jeg omsider kom ind, handlede de med alt undtagen livremme. Istedet købte jeg dagens Søbogaard Post, gik forbi bjerge af svensk knækbrød i tusinde former og formater og ind i grøntafdelingen for at udsøge mig et par af de berømte svenske æbler. Men nej, alle var franske, italienske eller spanske - ikke eet eneste af svensk oprindelse. Var det virkelig lykkedes EU at tage livet af alle de svenske æblehaver, fyldt med nogle af verdens bedste æblesorter? Jeg opgav at finde svenske æbler eller livrem og begyndte, som husdyrinteresseret, at studere byens mange lokale Gutefår i beton, som markerede alle seværdige steder.

Den nærmest intakte borgmur, der kranser hele landsiden af Visby, er et imponerende bygningsværk. Jeg gik i min egen verden og dels skelede lidt til de hotteste overskrifter i Søbogaard Posten, dels fantaserede om, hvordan det hele i fordums tider havde taget sig ud med folk i middelalderdragter bevæbnet med bue pil og sværd. Pludselig lød der nogle enorme brag bag mig samt noget, jeg opfattede som vilde krigsråb. jeg vendte mig forskrækket om, samtidig med at mine hænder røg til vejrs og bukserne dalede. Ud af byporten i tårnet med skydeskårene vrimlede det nu med martialske personer, mens taktfaste trommehvirvler bragede og slagord føg i luften. Inden jeg nåede at få bukserne på plads, så jeg mig fuldstændig omringet og var parat til at overgive mig til overmagten på stedet, inden det pludselig gik op for mig, at jeg blot var kommet med i den lokale arbejderbevægelses 1. maj optog.

Den særlige helligdag, som damen på torvet have talt om og som havde givet mig den tanke, nu, hvor jeg også havde set de mange kirker og kirkeruiner, at jeg var kommet til en meget hellig ø, var altså slet og ret arbejdernes kampdag. Senere fik jeg i øvrigt at vide, at de mange kirker ikke skyldes, at man var særligt hellige på stedet, men at de snare var statussymboler.

Stop EU-Staten! Bam bammelam! Vi vil ha´ 6 timers arbejdsdag! Bam bammelam! Vi vil ha´grønt miljø! Bam bammelam! - Sådan lød det taktfast igen og igen med en nærmest militærisk præcision og efterfulgt af hornmusik til at opildne folk lidt mere. Selv de handlende, som nu så småt var ved at åbne, tiljublede optoget, som da Montgomery befriede Danmark fra tyskerne. Det hele virkede i hvertfald mere opigtsvækkende, end når det lokal DSB-orkester spiller til 1. maj hjemme i Bogense.

Det med værn af det grønne miljø, kunne vi kun være enige om. Det med at EU-Staten skulle stoppes, var sikkert for, at der atter kunne komme gode svenske æbler tilbage på forretningernes hylder. Men det med de 6 timers arbejdsdag, det kunne nok aldrig komme på tale for en husdyrbevarer som jeg. Sådanne dyr kræver nemlig ens tilstedeværelse døgnets 24 timer! Da jeg imidlertid samme aften for alvor blev bekendt med øens vilde liv, med folkemusik i bedste klasse på de mange restauranter til ud på de små timer, stod det mig imidlertid klart, at 6 timers arbejdsdag ville være alt rigeligt, dersom disse for kultursamfundet så vigtige aktiviteter ikke måtte opgives.

Istedet for en livrem lykkedes det mig at finde en æske sikkerhedsnåle til at lægge bukserne ind med, men sikkerhedsnåle er ikke, hvad de har været, og giver bestemt ikke brugeren den ønskede sikkerhed. Det blev til mange nåleudskiftninger på turen, for de bøjede i eet væk. I en sådan situation burde man have haft en sikkerhedsnål med ekstra sikkerhed - måske en form for sikkerheds sikkerhedsnål af ægte svensk stål!

Jeg må ærligt tilstå at den forudgående dags rejse og formiddagens strabadser havde taget så hårdt på mig, at jeg vist ikke opfattede for meget af første del af konferencen. Men heldigvis har jeg siden fået fortalt af andre, veludhvilede personer, som samme middag var ankommet med flyveren, at den var meget interessant. Under en senere bustur, hvor vi var ude at se på Gotlands gamle husdyrracer, kom jeg lidt efter lidt til mig selv, så faktisk var jeg i fin form til aftenens festmiddag: Lakseanretning med sjældent godt smagende Visby Eksport øl fra øens eget lille bryggeri, lammesteg med den rigtige vildtsmag og udsøgt Bordeauxvin samt is med den lokale naturs frugter. Altsammen en fryd for ganen, men underholdningen, mens vi spiste på højen loft på det gamle traktørsted, leveret af gotlandske spillemænd, i stearinlysenes skær var af en så sublim kvalitet, at arrangementet vil stå som en uforglemmelig oplevelse for hele selskabet.

Bagefter besøgte jeg en anden restaurant, “Pub Nunnan” med mere levende musik leveret af orkesteret, Vasilis”. En særlig oplevelse var det, at nogle af damerne en gang imellem rejste sig fra bordet og gik op og sang med orkesteret, som f.eks. da den dygtige lokale sangerinde Eva Bergewall gik på scenen. Da det gik op for restauratøren, at jeg fotograferede for selveste Søbogaard Posten, var der gratis udskænkning af Visby fadøl fra Spendrups Bryggeri resten af aftenen. Hvad gør folk ikke for at stå sig godt med verdenspressen?

Om den alvorligere del  - den egentlige konference og Gotlands husdyrhold - kan man i øvrigt læse i foreningen “Gamle Danske Husdyrracer”s medlemsblad - se mere om foreningens aktiviteter på http://www.gamle-husdyrracer.dk/

Af Stig Benzon.