|
|
| |
|
|
|
| |
|
|
|
|
|
"Det var vilde
Fugle;" svarede Papegien, "de havde ingen Dannelse. Nei,
lad os nu vre Mennesker! - Hvorfor leer Du ikke? Naar
Fruen og alle de Fremmede kan lee deraf, saa kan Du
ogsaa. Det er en stor Mangel, ikke at kunne goutere det
Moersomme. Nei, lad os nu vre Mennesker!"
"O husker
Du de smukke Piger, som dandsede under det udspndte Telt
ved de blomstrende Trer? Husker Du de sde Frugter og den
kjlende Saft i de vildt voxende Urter?" "O ja!" sagde
Papegien, "men her har jeg det langt bedre! jeg har god
Mad og en intim Behandling; jeg veed, jeg er et godt
Hoved, og mere forlanger jeg ikke. Lad os nu vre
Mennesker! Du er en Digersjl, som de kalde det, jeg har
grundige Kundskaber og Vittighed, Du har dette Genie,
men ingen Besindighed, gaaer op i disse hie Naturtoner,
og derfor dkke de Dig til. Det byde de ikke mig, nei,
for jeg har kostet dem noget mere! jeg imponerer med
Nbet og kan slaae en "Witz! Witz! Witz!" nei lad os nu
vre Mennesker!"
Fra Lykkens Kalosker (1838) af H. C. Andersen
(1805-1875)
|
|
|
| |
|
|
|
| |
|
|
|
| En Dag
Der pibler Vand og Sang, Frimodighed,
mens
Sommersolen dsler alt i Mde
sin Selvfortrings
Straalefrodighed.
De levende har nsten glemt de dde.
De gaar i gylden Svn og Salighed,
som tror de,
denne Dag har altid vret.
Og Fjorden har en Drm om
Klighed
fra Evighed, af Dybets Kilder nret.
|
Jeg fler Lyst til god og gavmild Sang:
Ak veed
du vel, du stygge blinde Larve,
at du skal vre
Sommerfugl engang,
naar Farve staar og drmmer over
Farve?
Hvor underfuldt, at denne Dag er vor
og ikke een
af de utalte Dage,
da vi er Fremtidssyner eller
Jord!
Min Sjl - se ikke frem og ej
tilbage!
|
| |
|
|
|
| |
|
|
|
| En Dag (fortsat)
Dog jo. Min Morgen mellem Jordens Siv
blev strk af
Svnen i de svundne Tider.
Den lange Drm i Natten fr
mit Liv
som Glimt og Glemsel under Evnen glider.
Og hvad var Kraftens Lykke under Sol,
om ej den
flte Vksten ud af Stunden -
blandt Slummergrde:
Stenbrk, Strandviol -
sprang ud som Fuglesangens Tr i
Lunden? |
En solhvid Pige svmmer i min Fjord.
Hun salter
i dens Blaa sit Legems Grde.
Og Gys af Sen om den
vide Jord
gaar gennem den, der fdtes for at fde.
Hun bres af et Afgrundsspejl af Dag -
er
frigjort, sluppen ls fra alle Strande.
Det kviddrer
ned fra hvide Skyers Drag,
fra Sjl, der svirred over
mange Lande.
Fra Bakker og Blger. Digte (1912)
af Thger Larsen (1875-1928) |
| |
|
|
|
|
|
| |
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| |
